Egentlig var det med henblik på vores plejebarn, at jeg investerede i en brugt håndholdt GPS (Garmin Oregon 400t) fra Den Blå Avis. Planen var, at skabe noget kvalitetstid sammen med ham, og at give ham nogle gode og hyggelige naturoplevelser – samtidig med, at vi lavede noget sjovt.

Jeg havde i en eller anden forbindelse – husker ikke længere hvilken – stiftet bekendtskab med Geocaching.com og Geocachingdanmark.dk. Da jeg første gang stødte på disse sider, var det min opfattelse, at det var noget pjat. Voksne mennesker, der futtede rundt og rodede i træstubbe efter madkasser med skrammel i. Det var lige en tand for nørdet til mig. Men så var det, at det her plejebarn kom til, og jeg kom igen til at tænke på Geocaching. Denne gang mere seriøst. Jeg satte mig ved computeren, for at finde ud af hvad det egentlig handlede om. Og, indrømmet, ved nærmere eftersyn, lød det faktisk rigtig sjovt.

Jeg har en svaghed for naturen, og tilbringer så meget tid som muligt med rygsæk, telt, sovepose og hvad der ellers hører til, travende rundt i vort kære gamle fædreland. Jeg bor i et lille stråtækt hus ude i en skov, med en å som nærmeste nabo, og elsker at betragte naturen – at være en del af den. Det vil jeg gerne give videre til vores plejebarn, og Geocaching kunne være en sjov måde at gøre det på. Derfor mundede mine undersøgelser af sporten ud i, at jeg investerede nogle tiloversblevne skattekroner i førnævnte GPS. Caches blev overført til den, og så var jeg klar.

Men inden jeg lokkede plejebarnet ud på eventyr, ville jeg lige prøve det af først – bare for at have en idé om, hvad man kunne forvente. Og da GC175TJ er gemt 1½ km fra min bopæl, var den jo oplagt at kaste sig over. Som sagt så gjort. Udstyret med GPS, yngste søn på 17, en af hans fætre samt min lillebror, satte vi kurs mod førnævnte cache. Vi fandt hurtigt stedet det drejede sig om, et fuldstændig pragtfuldt udsigtpunkt hvorfra man kan se en stor del af Vejle fjord, samt det flotte landskab vi er velsignede med herude – et sted der absolut kan anbefales, hvis man er på de kanter. Et kig på GPS’en fortalte, at vi var lige i nærheden af cachen, og vi gik lidt rundt efter kompasset indtil vi nåede det rigtige punkt. GPS’en fortalte at cachen skulle befinde sig inden for en radius af 3 meter, og vi begyndte at lede. Lidt vanskeligt, når vi faktisk ikke vidste hvad det var vi ledte efter, men vi ledte.

Og vi ledte…
og vi søgte…
og vi rodede rundt…

Endelig! Efter en del søgen og leden, kunne min søn triumferende holde cachen i vejret!

Nu skulle vi så logge vores første cache nogensinde, og blev lidt skuffede da vi fandt ud af, at loggen var fuldstændig gennemblødt, og på det nærmeste opløst af vand. Så der blev ikke logget noget der. Men hjemme igen blev fundet registreret på Geocaching.com, som det første nogensinde. Samtidig havde jeg lært, at kigge på cache beskrivelsen inden jeg begyndte at lede. Denne første cache tilhørte kategorien “Micro”, og kan ikke anbefales til nybegyndere som os.

Et par dage senere tog sønnemand og jeg igen ud med GPS’en, og fandt lidt flere caches. Der er faktisk rigtig mange her i nærheden, og det næste vi kastede os over, var en serie – begyndende med GC1NXVW – og denne gang havde vi studeret beskrivelsen lidt nøjere inden vi drog afsted, så vi vidste hvad det var vi gik efter. Igen kom vi ud på en dejlig tur i Guds grønne natur og vel hjemme igen, kunne vi logge endnu 3 caches som fundet.

Det jeg først opfattede som nørdet tidsspilde, er nu blevet til lidt af en hobby for mig. For det er faktisk rigtig sjovt at geocache! Og så kommer man rundt i afkroge af landet som man ellers ikke ville besøge. Så hvis du ikke allerede geocacher, er der kun en ting at sige: “Ka’ du så se at komme igang!”