En historie om geocaching på børnenes præmisser, med tre drenge på hhv. 1, 4 og 8 år. Historien blev til på turen rundt i Hørret skov syd for Århus en sommerdag i 2009, og fantasien fejlede ikke noget hos drengene.

Regnen var holdt op med at regne, solen prøvede at titte gennem de våde skyer og de fem drog af sted i den sorte geomobil-ganger.
Vinden blæste dem mod syd-øst, og pludselig var larmen fra Verden forstummet, og de fem var alene i den lille, grum-grønne skov, med de mange bække små.

Allerede ved indgangen til skoven fandt de to troldmænd nogle forheksede vandrestave, der troligt var med hele turen rundt i skoven. Disse kunne bruges til at springe over alle de farlige ting der lurede i skovbunden og til at trække de små troldmænd op af de små bakker der truede ind imellem.

Ifølge folkesagn og visse internetsider, burde der ligge hele fire skatte i den lille skov, og for de fem var planen klar: Skattene skulle findes, og så skulle der byttes bytte.
Af sted i rask galop med Prins Ædedolk på ryggen af pakæslet, de to troldmænd forreste og stifinderen bagerst. Muligvis ikke den bedste opstilling, men troldmændene sørgede for at vejen var ryddet og stifinderen bagerst med den fortryllede stifinderdims kunne sagtens råbe resten af flokken op, når de kom for langt.

Den første skat var gemt i det hule træ fra Fyrtøjet og var hurtigt fundet, og mens der blev holdt udkig efter hekse, soldater og hunde med meget store øjne, blev der byttet bytte og sat et par kragetæer i den lille fine bog.

Og så af sted igen, tilbage til stien hvor solen nu tittede ned gennem bladene, og gjorde den grum-grønne skov meget kønnere.
Men så kom problemet: Vejen delte sig!! Heldigvis var troldmændene klar på en udfordring, og da stifinderen rakte to knyttede hænder frem og sagde: sten i hånden = venstre, tom hånd = højre, brugte de deres troldmandsevner og valgte heldigvis hånden med stenen og den venstre sti. For den højre sti var vist nok fuld af trolde og andre farlige væsner, som ingen af de fem havde lyst til at møde.*

Den næste skat var gemt ved en gennemboret gravhøj og nogle bautasten. Obelix må have kastet med stenene mange gange, for de var meget slidte og ikke særlig store. Og skatten var desværre heller ikke særlig stor og byttet forbyttet med snor og tændstikker. Heldigvis var der medbragt en skattekiste, så der kunne fyldes lidt i denne skat til kommende skattejægere.

Prins ædedolk, der stadig sad på ryggen af pakæslet, var meget rolig og modtog med glæde bestikkelsen til at blive siddende og forholde sig i ro, i form af masser af kanelgifler. De to troldmænd fyldte også sukkertankene op, og var klar til at finde den sidste halvdel af de planlagte skatte.
Hver gang vejen delte sig måtte troldmændene på banen, og hver gang lykkedes det dem at vælge den rigtige hånd og den rigtige vej. Super duper troldmænd, men de havde jo også fået ekstra magiske kræfter af de fortryllede vandrestave de havde samlet op ved indgangen til skoven.

Ved en langdysse blev den tredje skat fundet. Den var lidt svær at finde, men det var fordi den ene troldmand havde stillet sig oven på den, og studerede 5000 år gammel langdyssebygningskunstshåndværk.
Prins ædedolk fik her lov til at komme ned af pakæslet et par minutter, men med et par kanelgifler i hver hånd var han glad for at komme tilbage i rygsækken og blive transporteret videre.

På vej til den sidste skat ofrede den mindste af troldmændenen sin magiske vandrestav og lagde den sammen med de forkullede rester af en troldearm ved et vejkryds. Dette kryds skulle de ifølge den magiske stifinderdims tilbage til, og krydset viste at det var netop her, de fem skulle til venstre.
Krydset lå stadig på vejen da de kom tilbage efter at have fundet skatten, så den mindste troldmand kunne få den magiske vandrestav med videre.

Det sidste stykke af turen gennem den knapt så grumme men lille skov med de mange bække små, var i et noget roligere tempo end der blev lagt ud med. De små troldmænd var ved at miste deres kræfter, men de havde stadig øje for alle de skjulte farer som dræber flagermusene der hang i træerne forklædt som visne blade, og troldspionerne der kom forbi os ind imellem forklædt som heste og almindelige ryttermugglere. Men de fem vidste bedre, og lod som om de bare var skovtursmugglere og blev derfor ikke afsløret i deres hemmelige mission.
De magiske vandrestave fik lov til at komme med i geomobil-gangeren, hvor der var fantastisk stille hele vejen tilbage til dukkehuset og den almindelige verden.

*Stifinderen valgte at lade troldmændene tro at det var dem der valgte den rigtige vej ved at have sten i begge hænder. De så dog kun den de valgte og troede derfor den anden var tom…